Det er jo en spændende og interessant nyhed. Det er altid dejligt, når en velkendt virksomhed vælger at anvende franchising som organisationsform, og ikke mindst i dagligvare branchen er der brug for nytænkning. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at franchising er den rette vej for mange dagligvare butikker, og Rema1000 har jo vist vejen.
Jeg har ikke noget som helst kendskab til Irmas overvejelser og/eller forberedelser. Det er vigtigt at forstå, at min blog i denne sammenhæng beskriver en generel udfordring, som jeg ikke ved, om er aktuel for Irma.
Når en eksisterende virksomhed forsøger sig med franchising, ved f.eks. at åbne/konvertere en enhed løbes der en alvorlig risiko. Det er snublende nærliggende at tro, at blot fordi en købmand investerer sin opsparing, og bliver indehaver af sin butik, ja så går alt andet glat. Det er en alvorlig misforståelse, at det væsentlige er ”hånden på kogepladen”. Hvis virksomheden træffer beslutningen, og anvender sin normale organisation med den kultur, som er indarbejdet gennem mange år i f.eks. kapitalkæde, så er der en alvorlig risiko for, at franchising ikke lykkedes.
Det væsentlige i franchising er, at de indbyggede dynamikker trækker i samme retning. Det vi gerne vil have at franchisetager skal fokuserer på, skal give mening, både jobmæssigt og økonomisk for franchisetager. Ofte ser vi, at franchisegiver indbygger nogle elementer, som ikke giver mening for franchisetager, med det resultat at motivationen daler hos franchisetager. Et super aktuelt eksempel er web handel. Mange franchisegivere mener, at webbutikken er deres, og dermed er webhandelen ligeledes deres. Konsekvensen af sådan en beslutning er, at franchisetager modarbejder webhandelen.
Franchisetager er selvstændig erhvervsdrivende og skal behandles som sådan. Kommer der en almindelig distriktschef forbi som konsulent for franchisetager, er det overvejende sandsynligt, at dialogen mellem parterne ikke fører til den ønskede motivation. Distriktschefens rolle i en kapitalkæde er grundlæggende set helt anderledes end driftskonsulentens rolle er, og distriktschefen vil have vanskeligt ved at ændre attitude overfor franchisetager, på en måde som virker autentisk.
Jeg ved ikke hvordan Irma har tænkt sig at organisere sit franchisekoncept, men der er mange bagved liggende elementer, som bør tænkes ind, når man starter på franchising. Det er i øvrigt vanskeligt, at teste af om franchising er en farbar strategi for en eksisterende virksomhed. Der er mange ting som skal indarbejdes, inden vi kan starte den første franchiseenhed op, og det er vanskeligt, at gøre det som en test, da virkelighedens verden ikke er en test.